Markant arkitektur forankret i historien
Bygningernes arkitektur og materialer har klare referencer til den historiske industrielle kontekst. Facaderne fremstår som bindingsværk i beton med udfyldninger i røde teglsten og glas. Glasfelterne er småsprossede, hvilket giver et industrielt look, selvom det er trelags energiglas. Bebyggelsen klassificeres som laveste energiklasse.
De indvendige materialer er i tråd med facaderne ligeledes med industrielle referencer. Rå betonelementlofter, rå betonbagmure, synlige konstruktioner og installationer. Alle lejlighederne har massive egeplankegulve som kontrast til det rå betonloft. Køkkenerne er opført i stål.
En oase med grønne tage og tagterrasser
Pladehallen ligger umiddelbart nord for Frederiksholmsløbet, hvor vandet, Kulturpladsen og marinaen danner de perfekte rammer om socialt samvær, aktiviteter og friluftsliv.
På de fælles tagterrasser kan du slappe af, nyde solen eller tilbringe en hyggelig aften med dine naboer og gæster. Tagterrasserne udformes med mindre højbede og taghaver, som inspirerer til grønt gør-det-selv og gør-det-sammen, og hvor du kan nyde årstidernes skiftende vegetation.
Udover at fungere som et interessant grønt miljø for beboere og besøgende i området, har de grønne bede, tage og haver også en bæredygtig fordel, idet de bidrager til forsinkelse og fordampning af regnvand. De er også med til at øge biodiversiteten og forbedre levevilkårene for byens insekter og fugle.
Pladehallen omkranser et smalt, grønt gårdrum, og passagen mellem bygningerne fungerer som visuelt og fysisk bindeled mellem den nye lokalgade, Pladehallen, Kulturpladsen og havneløbet. Gårdrummet bygger bro mellem områdets industrielle identitet og et frodigt og grønt rum – der gror i samspil med bygningens arkitektur. Slyngplanter og stålwire skaber en vertikal have med forbindelse til den åbne tagkonstruktion. Forskellige græsarter og træer skaber varierende opholdsrum langs gangzonerne. Dertil etableres cykelparkering i begge ender af gårdrummene.